Monday, September 17, 2007

Selvcensur i DF?

Under Mohammed krisen var vi mange som nåede frem til at en smule selvsensur og hensynstagen til sine medmennesker kan være nødvendig i en verden, hvor vi ikke længere lever i isolerede enklaver.


Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard var blandt de som stod principfast på at ytringsfriheden er og skal være ubegrænset og ukrænkelig. Det er derfor meget interessant at et af DF's medlemmer nu er blevet presset til at melde sig ud (der blev truet med eksklussion) af partiet fordi hun til partiets landsmøde bl.a. sagde at "alle muslimer skal ud af europa" og med et smil på læben ytrede ønske om en "muslimfri dag hver uge".


I forhold til nogle af de ytringer, der tidligere er kommet fra Mogens Camre og "de sorte præster" er disse ytringrer i mine øjne relativt harmløse, og jeg vælger faktisk at opfatte dem humoristisk, for hun kan da ikke i ramme alvor have ment at disse forslag skulle udmyntes i lovforslag el. lig. Folketinget kan jo dårligt vedtage at alle muslimer skal udvises fra Europa!


I øvrigt var der andre medlemmer som på samme landsmøde sagde ting der i mine øjne er værre. F.eks. var der en ældre herre som mente at "de danske fængsler er overfyldte af sønner af muslimer, fordi koranen er fuld af ondskab". Denne udtalelse er en klar opvertrædelse af racismeparagraffen, og den bør derfor medføre en politimæssig efterforskning, og efterfølgende domsfældelse. Hvis der skulle være bare en smule konsekvens skulle denne herre vel også have sparket. Nu handler det jo nok ikke om konsekvens, men snarere om at markere i medierne at der er grænser for racismen, selv i DF!

Nu så jeg tilfældigvis en båndet optagelse af den nu udmeldte dames indlæg, og jeg bed tydeligt mærke i, at der var rigtigt rigtigt mange som klappede, og der var INGEN som buede! Skal de der klappede også ekskluderes, eller er det i DF er i orden at være enig i det der blev sagt, når bare man ikke siger det højt, når der er kamera på?

Man kan nu konkludere, at DF ikke mener, at ytringsfrihed skal begrænses af hensyn til andre mennesker. Til gengæld skal ytringsfriheden begrænses, når partiets mulighed for politisk indflydelse er på spil. Kan dobbeltmoralen blive værre?

Labels: , , ,

0 Comments:

Post a Comment

<< Home