JP på banen igen.

Der har længe været så stille, og man kunne forledes til at tro at redaktionen på Jyllandsposten havde erkendt, at der følger et ansvar med ydtringsfriheden, som medfører at man skal over veje hvad man skriver, før man skriver det.

For et par dage siden optrådte et par journalister fra JP i deadline, og det efterlod mig med en konklussion. DE ER OVERHOVEDET IKKE BLEVET KLOGERE!!!!

"Der er ingen mellemvej, intet kompromis". Ytringsfrihed er en absolut størrelse, som medfører at retten til at krænke andres religion ikke kan begrænses. Ja det er nærmest en pligt. Man skal aktivt krænke andre for at krænke dem og uden grund i øvrigt.

Jeg har ikke læst bogen, og kan derfor kun forholde mig til interviewet i deadline. Journalisterne på JP hænger altså tilsyneladende stadig fast i den unuancerede anskuelse, som oprindeligt udløste hele Mohammed krisen, og der er selvfølgelig stærkt bekymrende.

Alle de nuancerede og begavede debatter, som nærmest har ført til noget, som jeg opfatter som "et nationalt kompromis" har ikke vundet indpas på JP, og man vil åbenbart ikke holde sig tilbage en anden gang.

Det nationale kompromis er som jeg har opfattet det noget i retning af: Ytringsfriheden begrænses ikke mere end den allerede er, men af hensyn til nationens omdømme, er vi i fællesskab nødt til at moderere os lidt. Nogle ting egner sig simpelthen ikke til massemedier.