Endnu et år er gået!

Det er nu et år siden tegningerne i JP satte verden i kog. Det har selvfølgelig sat alvorligt gang i selvransagelsen hos mange danske.

Som jeg tidligere har nævnt her på siden, er krisen efter min opfattelse endt med et nationalt kompromis, som går ud på, at vi alle tiltræder en uudtalt fælles erklæring at ydtringsfriheden er jomfrueligt intakt, men at vi lader være med at misbruge den til at provokere eller såre andre, når det kun er for provokationens skyld. Det går egentligt meget godt på den måde! Jeg ved ikke om mediernes gode opførsel er frivillig, eller om der forelægger et uofficielt dekret fra Fogh. Det sidste ville være god fornuft, idet en ny krise ville være for dyr for landet.

Debatten om ytringsfrihed kører stadig løs. Der har lige været en sag i Tyskland omkring en teaterdirektør som valgte at aflyse en opera pga. åbenlyst blasfemisk indhold. Dette er af højreorienterede smagsdommere blevet udlagt som endnu et eksempel på "selvsensur". Og det har de formodentlig ret i. Jeg kender ikke den tyske blasfemilovgivning, men jeg kan forestille mig, at der muligvis også har været en fornuftig juridisk årsag til at droppe forestillingen.

Er selvsensur en slem ting? Uffe Ellemann Jensen optrådte for nyligt i Meierheims talkshow. Ellemann gjorde det klart at en smule selvsensur, efter hans opfattelse, er på sin plads, og at man ikke skal provokere eller håne bare for provokationens skyld. "Det gode ved ytringsfriheden er, at vi ikke er forpligtet til at benytte den. Jeg må for en sjælden gangs skyld erklære mig enig med Ellemann.

Smagsdommerne i regeringen, som egentlig er erklærede tilhængere af absolut ytringsfrihed, lægger alligevel op til en smule "yttringsstyring". Bestemte yttringer skal have en særlig status, hvilket giver sig udtryk i udarbejdelsen af "kanons" samt den politisk styrede "omskrivning" af danmarkshistorien. Nogle yttringer, som man er uenige i, skal altså ligefrem trækkes tilbage eller skrives om. Hmmmmmm, hvor er den absolutte ytringsfrihed henne?