Racisme og ytringsfrihed.

Som nævnt i en række andre indlæg på denne side, er yttringsfriheden i Danmark bestemt ikke absolut. Den er begrænset på en række konkrete områder, men formodentlig mest af at massemedierne politisk set er voldsomt sidetunge mod højre.

Et velkendt eksempel på begrænsningen af ytringsfriheden er racismeparagraffen. Da der stort set ikke er nogen, der dømmes for at overtræde racismeparagraffen, er det dog svært at finde ud af hvor græsen går. Politiet har senest afvist at efterforske en sag mod Søren Krarup for udtalelser om at muslimske mænde "udfører en særlig for for sadisme over for kvinder og børn". Det skal nævnes, at der efterføgende er rejst tvivl om hvorvidt Krarup overhovedet har udtalt sig sådan.

Af den danske straffelov fremgår af Kapitel 27 om Freds- og ærekrænkelser følgende (racismeparagraffen): § 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomheded.

Straffelovens definition er altså relativt bred idet det ikke kræves af man forhåner bestemte biologiske racer (f.eks. "alle negerne er dumme"). Man kan også dømmes for nedsættende udtalelser om andre nationaliteter ("amerikanerne er dumme"), etniske grupper ("indvandrerne fra tyrkiet er dumme"), religiøse grupper ("jehovas vidner er dumme") eller seksuel orientering ("homoseksuelle er dumme"). Jeg tror derfor, at det er de færeste af os som ikke på et tidspunkt har overtrådt racismeparagrafen. Jeg konstaterer at ytringsfriheden står meget stærkt i forhold til racismeparagraffen, når politiet end ikke vil efterforske en sag hvor det måske er blevet udtalt at "muslimske mænd er sadister", hvilket helt tydeligt konstituerer en overtrædelse af paragraffen.

Et andet relevant spørgsmål er om offentliggørelse af faktulle kendsgerninger, så som anatomiske forskelle og gennemsnitlig IQ på racerne falder ind under pragraffen. Det er f.eks. en veldokumenteret kendsgerning at japanere har hører IQ end europæere og at visse afrikanske folkeslag har længere "lemmer" end europæerne. Mange europæere vil føle sig nedværdiget af dette, men det er uvist om sådanne udtalelser konstituerer en overtrædelse af paragraffen.

JP på banen igen.

Der har længe været så stille, og man kunne forledes til at tro at redaktionen på Jyllandsposten havde erkendt, at der følger et ansvar med ydtringsfriheden, som medfører at man skal over veje hvad man skriver, før man skriver det.

For et par dage siden optrådte et par journalister fra JP i deadline, og det efterlod mig med en konklussion. DE ER OVERHOVEDET IKKE BLEVET KLOGERE!!!!

"Der er ingen mellemvej, intet kompromis". Ytringsfrihed er en absolut størrelse, som medfører at retten til at krænke andres religion ikke kan begrænses. Ja det er nærmest en pligt. Man skal aktivt krænke andre for at krænke dem og uden grund i øvrigt.

Jeg har ikke læst bogen, og kan derfor kun forholde mig til interviewet i deadline. Journalisterne på JP hænger altså tilsyneladende stadig fast i den unuancerede anskuelse, som oprindeligt udløste hele Mohammed krisen, og der er selvfølgelig stærkt bekymrende.

Alle de nuancerede og begavede debatter, som nærmest har ført til noget, som jeg opfatter som "et nationalt kompromis" har ikke vundet indpas på JP, og man vil åbenbart ikke holde sig tilbage en anden gang.

Det nationale kompromis er som jeg har opfattet det noget i retning af: Ytringsfriheden begrænses ikke mere end den allerede er, men af hensyn til nationens omdømme, er vi i fællesskab nødt til at moderere os lidt. Nogle ting egner sig simpelthen ikke til massemedier.